Forbehandlingsenheder til kommunalt spildevand kan omfatte: groft sigtning (stangsigte), medium sigtning, knusning, flowmåling, pumpeløft, slaggefjernelse, for-beluftning, flotation, flokkulering og kemisk behandling.
Rensning af husholdningsspildevand bruger generelt ikke flotation, flokkulering eller kemisk behandling. Vedtagelsen af disse metoder afhænger nogle gange af det industrielle spildevand i det kommunale spildevand. Flotation bruges til at fjerne fine suspenderede faste stoffer, fedt og fedt, enten i en separat enhed eller i en for--beluftningstank til fedtfjernelse og nogle gange slaggefjernelse. Hvis petroleumsindustrien og kødforarbejdningsanlæg har passende forbehandling, behøver kommunale renseanlæg muligvis ikke en flotationsenhed. Kommunalt spildevand med høj-intensitet kan bruge flokkulering med eller uden kemiske midler for at forbedre den primære behandlingseffektivitet og forhindre overbelastning af sekundære behandlingsprocesser. Nogle gange tilsættes klorering til det rå spildevand for at kontrollere lugt og forbedre sedimenteringsegenskaberne. Variationer i indretningen af forbehandlingsenheder afhænger af det rå spildevands karakteristika, den efterfølgende behandlingsproces og de anvendte forbehandlingsenheder. Der er nogle generelle principper, der ofte anvendes til enhedslayout. Kornkammeret bruges til at beskytte pumperne og forhindre kalkopbygning i sedimentationstanken eller måletanken. Små rensningsanlæg placerer typisk en Parshall-måletank før den konstante-hastighedsløftepumpe. På store renseanlæg eller hvor der anvendes pumper med variabel-hastighed, kan doseringstanken placeres efter pumpen. I de fleste uafhængige husspildevandsrensningsanlæg placeres bundfældningstanken efter løftepumpen, men når der forventes en stor slambelastning, bør bundfældningstanken placeres før pumpen.
Primær behandlingsenhed: Primær behandling er sedimentation; imidlertid omfatter det almindeligt accepterede udtryk "primær behandling" forbehandlingsprocesser. Alle store byrensningsanlæg anvender rå spildevandssedimentering, som skal placeres før konventionelle biologiske filtre. Usedimenteret råspildevand kan behandles ved hjælp af den fuldt blandede aktiverede slamproces; men på grund af bortskaffelse af slam og driftsomkostninger anvendes denne proces kun i små byer.
Sekundær behandlingsenhed: Biologisk sekundær behandling bruger den aktiverede slamproces, biologiske filtre eller stabiliseringsdamme. I nye spildevandsrensningsanlæg har høj-biologiske filtre i vid udstrækning erstattet lav-belastning biologiske filtre, og den fuldt blandede slamproces erstatter den konventionelle aktiverede slamproces. Stabiliseringsdamme er generelt begrænset til brug i små byer. I store-rensningsanlæg er biofiltrering med høj-belastning og fuldstændigt blandet aktivt slam i øjeblikket de to mest almindelige metoder, der anvendes til sekundær behandling. Biofiltre er fordelagtige, fordi de er nemme at betjene og kan modstå pludselige belastningsændringer og overbelastninger uden fuldstændig fejl. Fuldstændig blandede aktiverede slamprocesser kan modstå pludselige belastningsændringer, men vil mislykkes under langvarig overbelastning. For eksempel, når BOD-belastningen af et biofilter stiger fra designbelastningen på 45 psi (45 lb/1000 ft³/dag) (R=1) til 90 lb/1000 ft³/dag (R=2), falder effektiviteten fra 77 % til 70 %. En aktiveret slamenhed, der er udsat for samme niveau af overbelastning, vil svigte på grund af slamophobning og tab af aktiverede slamfaststoffer i spildevandet. BOD-fjernelseseffektiviteten falder fra 90 % til under 50 %.
Fordelene ved fuldstændig blandede aktiverede slamprocesser er høj BOD-fjernelseseffektivitet, evnen til at behandle høj-intensivt spildevand og tilpasningsevne til fremtidige overgange til avancerede behandlingsprocesser. Til den sekundære rensning af et stærkt spildevand med en bundfældelig BOD på 300 mg/L, kan sekundær rensning af aktiveret slam fjerne mindst 90 % af BOD, hvilket resulterer i et spildevands BOD på 30 mg/L eller mindre. Et enkelt-biofilter med høj-høj belastning kan kun fjerne 77 % eller mindre af BOD, hvilket resulterer i en udløbs BOD på ca. 70 mg/L. For at opnå en BOD-fjernelseseffektivitet, der kan sammenlignes med den aktiverede slamproces, kræves to-filtrering.
Slambortskaffelse: Primær sedimentation og sekundær bioflokkulering koncentrerer det organiske stof i spildevandet til en slamvolumen, der er meget mindre end den mængde spildevand, der renses. Bortskaffelse af akkumuleret slam er dog en væsentlig økonomisk faktor i spildevandsrensning. Den oprindelige investering i slambehandlingsudstyr er cirka en-tredjedel af den samlede investering i renseanlægget. De udfældede faste stoffer fra biofilterets klarede spildevand, eller overskydende aktiveret slam, returneres ofte til hovedet af renseanlægget til fjernelse sammen med det primære slam. Råslam kan opbevares i bunden af den primære bundfældningstank i afventning af behandling eller pumpes til en reguleringstank til opbevaring. Det pumpede slam kan koncentreres i en fortykningstank, typisk en tyngdekrafts-fødet enhed, placeret før slambehandling. Overskydende aktiveret slam blandes med det udpumpede- primære slam. I systemlayout er en reguleringstank normalt forbundet med en slamfortykningstank. Overskydende aktiveret slam kan fortykkes separat eller ved hjælp af en blandet slamfortykningsmetode før forarbejdning.
Forskellige metoder til bearbejdning og bortskaffelse af slam: Almindelige slambearbejdningsmetoder omfatter anaerob nedbrydning og vakuumfiltrering, ofte ved hjælp af centrifugering og vådforbrænding. Konventionelle bortskaffelsesmetoder omfatter losseplads, forbrænding, fremstilling af jordforbedringsmidler og marin dumpning. I kystbyer er havdumpning ofte den mest økonomiske, mens losseplads er den foretrukne metode, når der er jord til rådighed. Forbrænding er, selv om det er dyrere, ofte den eneste mulige bortskaffelsesmetode i byområder.
Et kommunalt renseanlæg skal nøje overveje alle mulige slambortskaffelsesprocesser. At vælge den bedste metode bør involvere den mest økonomiske og miljøvenlige proces. Faktorer som den fremtidige brug af forarbejdet slam gennem boligområder og lossepladser, grundvandsforurening, luftforurening, andre potentielle folkesundhedsfarer og landskabsproblemer skal overvejes.
Klorering er en almindelig praksis for desinficering af spildevand fra sekundære rensningsanlæg i afløbsvand, der bruges til rekreation eller vandforsyning. Adskillige stater pålagde oprindeligt kun desinfektion af spildevand fra renseanlæg i løbet af rekreationssæsonen, men kræver nu desinfektion året rundt. Nogle stater har ingen sådanne regler.
Med hensyn til fjernelse af fosfor og kvælstof er der i de senere år forsket meget i udvikling af mulige metoder til fjernelse af fosfor til rensningsanlæg. Der er også forsket i udvikling af metoder til nitrogenfjernelse og fuldstændig vandindvinding. Adskillige pilotfosforfjernelsesanlæg og små-produktionsanlæg er i drift, men empiriske data er stadig begrænsede som præcedens for design af udstyr i stor skala. Selvom vandkvalitetsstandarder angiver grænser for fosfor og nitrogen, er stor-anvendelse af metoder til fjernelse af næringsstoffer stadig et spørgsmål for fremtiden.
For små byer spiller byens størrelse en dominerende rolle i udvælgelsen af spildevandsbehandlingsprocesser, især i håndtering, kontrol og bortskaffelse af slam. Metoder, der ikke kræver bortskaffelse af slam (stabiliseringsdamme) eller kun kræver lejlighedsvis slamfjernelse (forsinket beluftning), er overlegne for små landsbyer og distrikter. Større byer anvender ofte systemer, der kræver mere kontrol og vedligeholdelse, såsom kontaktstabilisering og rensningsanlæg for oxidationsgrøfter. Mange eksisterende behandlingssystemer foretrækkes ikke længere, såsom skjulte damme og andre typer valgt ud fra unikke lokale forhold.
Behandlingsenhedsserien i et biologisk filterbehandlingsanlæg inkluderer en bundfældningstank med tragt- med et uafhængigt vasketrug, en primær sedimentationstank, et biologisk filter, en endelig sedimentationstank med tyngdekraftretur til den oprindelige cirkulationsrørledning for spildevandsvådbrønd, en enkelt- rådnetank til slambehandling og et tørreleje. Spildevandet, der returneres til den oprindelige spildevandsvåde brønd, omfatter: slammet fra vasketruget, returslammet fra den endelige sedimentationstank, udledningen fra tørrefeltet og den klarede væske fra rådnetanken. Renseanlægget kan have en indløbsinspektionsbrønd eller et bypassrør efter det biologiske filter.
Aktivslamanlæggets behandlingsenhed omfatter en række mekanisk rensede riste og en knuser, der returnerer sønderdelt faststof til det rå spildevand. Den har også boosterpumper med konstant-hastighed og variabel-hastighed med reservegasgeneratorer, en Parshall-kanal, en beluftet slamudfældningstank-type med en uafhængig slamvasker, en primær sedimentationstank, en fuldt blandet aktiveret slam, sekundær behandlingstank og en våd slamreturledning til overskydende tyngdekraft.
Derudover er der et vakuumfilter til råslam fra slamlagertanken og en losseplads til den behandlede filterkage. Filtratet fra vakuumfilteret returneres til den våde brønd. På grund af spildevandsrørets dybde kan det rå spildevand ikke omgå den våde brønd ved tyngdekraftstrøm. Der er en reservegasgenerator til de to-sidede, tre-blade boosterpumper, som kan fungere i tilfælde af strømafbrydelse. Overgangsrørledninger er placeret efter boosterpumpestationen og efter den primære sedimentationstank.
